AMALFIKYSTENS HEMMELIGE STRANDE, SOM KUN DE LOKALE KENDER

Kysten på fotografierne og kysten, man lever, er to forskellige ting. Dette er et kort over den anden.

Alle kender Amalfikysten fra fotografierne. Majolikakuplerne, de blå både, vejen der snor sig over havet som et bånd. Men der findes en anden kyst under den, mere stille, gjort af strande uden navn i billedteksterne og af borde, hvor man spiser frokost barfodet. Det er den, der interesserer en kvinde, som rejser med hensigt og ikke med liste.

Fornillo, strand for dem, der bliver. Få minutter fra Positanos Spiaggia Grande, gemt bag klippepynten, er Fornillo der, hvor de lokale går hen, når byen fyldes. Vandet er det samme, larmen en anden. Tag lidt med: en badedragt, der ikke behøver mere, et hørhåndklæde, en bog, du måske ikke åbner.

Arienzo, strand med de trehundrede trin. Man siger, at den, der går ned ad trinnene til Arienzo, vinder retten til ikke at foretage sig andet resten af dagen. Det er eftermiddagens strand, den der fanger solen længst, belønningen efter nedstigningen. Et rødt stykke her, som Furore-bikinien, er ikke dristighed, det er et svar til landskabet.

Laurito og båden fra Da Adolfo. Der er ingen vej til Laurito. Der er en træbåd med en rød fisk malet på masten, som henter dig ved kajen i Positano og fører dig til en restaurant, hvor mozzarellaen grilles over citronblade, og vinen køles i havet. Det er et af kystens smukkeste ritualer, og det skal reserveres dage i forvejen.

Fjorden i Furore. Mellem Positano og Amalfi, hvor en bæk har skåret bjerget til havet, gemmer der sig en stribe strand under en stenbro. Det var her, Anna Magnani levede et af sit livs mest dramatiske kapitler, og kysten holdt aldrig op med at gemme den ild. Det er den vildeste af Amalfis strande, og måske derfor den mest uforglemmelige.

Conca dei Marini og Grotta dello Smeraldo. Den lille bugt, hvor Sophia Loren tilbragte sine somre, gemmer en grotte, hvor lyset trænger gennem klippen og farver vandet smaragdgrønt. Farven forklares ikke, den ses. Marini-bikinien blev født netop af den gradient, fra turkis til terracotta til citronbladenes grønne.

Marina del Cantone og Lo Scoglio. Ud over Positano, på Sorrentohalvøen, ligger bordet, som halvdelen af Italien ror hen for at spise frokost ved. Lo Scoglio serverer dagens fisk ved vandkanten, og navnet betyder ganske enkelt klippe. Det er en af de frokoster, der varer en hel eftermiddag, og som huskes en hel vinter.

Cetara og Praiano, ved dagens slutning. Cetara er stadig en ægte fiskerby, berømt for sin colatura di alici, ansjosessensen som allerede romerne kendte. Praiano er solnedgangens by, den solnedgang Positano ikke har, med solen der falder lige ned i havet over Marina di Praia. Man slutter der, på klipperne ved One Fire Beach, når lyset tager afsked.

Amalfikysten gennemløber man ikke på en dag. Man vælger en krog, bliver, og lader den lære os langsomheden. Det er den kyst, disse stykker er skabt til.Sofia Godinho