AMALFIKYSTENS HEMMELIGE RESTAURANTER, MAN KUN KAN NÅ MED BÅD

På denne kyst har de bedste frokoster ingen vej. Man ankommer med båd, barfodet, og bliver en hel eftermiddag.

Der findes en hemmelig geografi på Amalfikysten og Capri, som ikke står i guiderne, og som man lærer med tiden. Det er geografien over de rette borde, over strandklubberne, som man kun når via vandet, over frokosterne, der begynder ved middag og slutter, når lyset skifter. Det var af den geografi, at nogle af denne kollektions navne blev født.

Da Adolfo, på stranden Laurito. En træbåd med en rød fisk malet på masten afgår fra kajen i Positano og fører dig til en strand uden vej, hvor mozzarellaen grilles over citronblade, og hvidvinen køles i en kurv nede i havet. Da Adolfo er et af kystens smukkeste ritualer, og man skal reservere dage i forvejen.

Lo Scoglio, i Marina del Cantone. Ud over Positano, på Sorrentohalvøen, ligger bordet, som halvdelen af Italien ror hen for at spise frokost ved. Familien, der har drevet det i generationer, serverer dagens fisk og squash-spaghetti ved vandkanten. Scoglio betyder klippe, og det var denne restaurant, elsket af dem der søger det autentiske og ikke det synlige, der gav navn til en af kollektionens halskæder.

La Fontelina, ved foden af Faraglioni. På Capri, uden vej, kun en sti langs klippen og en båd tilbage, har La Fontelina øens mest turkisblå vand og ånden af en strandklub, der aldrig behøvede at reklamere for sig selv. Det var derfra, navnet til Fontelina-halskæden kom, den snor af hvide muslinger skabt til badet før frokosten på klipperne.

Da Luigi ai Faraglioni. På den anden side af klippebuen serverer Fontelinas historiske rival den samme udsigt fra en anden vinkel. Man ankommer med båd, spiser frokost med fødderne næsten i vandet, og forstår, hvorfor denne stribe hav har fanget folk i årtier.

La Canzone del Mare, i Marina Piccola. I trediverne byggede sangerinden Gracie Fields her sin strandklub, og Capri fik sin havets sang. Navnet, og stedets lette romance, gav ophav til Canzone-halskæden og øreringene, med et rødt hjerte mellem hvide og blå perler.

Det, disse borde har til fælles, er ikke maden, det er holdningen. Man går barfodet, uden hast, med lidt. En badedragt, der går fra havet til bordet uden anstrengelse, et smykke der tåler saltet og lyset. Det er den rette garderobe til kysten: let, afgjort, skabt til at holde hele eftermiddagen og hele sommeren.Sofia Godinho