AMALFIKYSTEN SOM DU ALDRIG HAR SET DEN: SET FRA HAVET

Amalfikysten blev bygget til at ses fra vandet. Kun fra en båd forstår man, hvad de mente.

I århundreder var den eneste måde at nå disse byer på ad søvejen. Husene blev stablet på klipperne med front mod vandet, kirkerne vendt mod bådene, strandene skjult for dem, der kom fra land, og indlysende for dem, der kom fra havet. At se Amalfikysten fra en båd er ikke en turistaktivitet. Det er at se kysten, som den var tænkt.

Arkitekturen, der kun kan læses fra vandet. Positano er fra land en uendelig trappe. Fra havet er den noget andet: et vandfald af huse i fersken, okker og hvidt, der falder ned mod vandet, med majolikakuplen fra Santa Maria Assunta i midten. Intet gadefotografi fanger den. Man må fjerne sig ud på vandet og kigge tilbage.

Grotterne, hvor lyset trænger ind nedefra. Fra båd når man det, landet skjuler. Grotta Azzurra på Capri, hvor lyset trænger gennem vandet under klippen og fylder hulen med et elektrisk blåt. Grotta dello Smeraldo i Conca dei Marini, hvor det samme fænomen sker i smaragdgrønt. Det er farver, der ikke lader sig forklare. Det var dem, der gav det blå til Capri-badedragten og gradienten til Marini-bikinien.

Faraglioni og sirenernes øer. At passere med båd under buen ved Faraglioni på Capri er et lille ritual: man siger, det bringer lykke, og der er dem, der besegler øjeblikket med et kys. Længere mod nord, ud for Positano, ligger øerne Li Galli, sirenernes øer, dem hvis sang Odysseus skal have hørt, da han passerede, og som balletdanseren Rudolf Nureyev købte for at danse på dem, langt fra verden.

Fjorden, som vejen ikke viser. Fjorden i Furore, mellem Positano og Amalfi, er næsten usynlig oppefra. Kun fra vandet forstår man den stribe strand under stenbroen, klemt inde mellem lodrette klipper, med de gamle fiskerhuse klynget til klippen. Det er kystens mest dramatiske landskab, og det sværeste at finde uden en båd.

En dag på havet har sin egen rytme og sin egen garderobe. Man tager af sted med lidt: badedragten man tager på om morgenen og ikke skifter, en hørskjorte mod vinden, en halskæde der tåler saltet, et par solbriller. Det er den enkleste dag at klæde sig til og den smukkeste at huske. Måske er det den sande lektie i kysten set fra havet: at de smukkeste ting næsten altid er dem, man ser langsomt, på afstand, og uden hast med at nå frem.Sofia Godinho