À LA RIVIERA: HOW A <em>COLLECTION</em> FINDS ITS NAME

Denne kollektion blev skabt til dit øjeblik. Der er kollektioner, jeg begynder med en skitse. Andre begynder med en følelse. Denne begyndte med dig.

Ikke dig helt bogstaveligt. Et øjeblik, jeg ved, du kender. Det, der er helt dit eget, midt mellem ansvaret, beslutningerne, de hundrede roller, du spiller hver dag med kærlighed, men også med en tyngde, der ikke altid kan ses. Det korte øjeblik, hvor du ikke er nogens noget. Bare dig selv. Jeg designede denne kollektion til det øjeblik. Jeg tror, du ved præcis, hvad jeg mener.

Den franske riviera har altid haft en evne til at finde den kvinde. Ikke hende, der tager derned for at blive set, selvom mange gør. Hende, der ankommer og, uden overhovedet at prøve, sætter tempoet ned. Som bestiller en citron pressé ved et cafébord i Nice og faktisk venter på den, med telefonen vendt nedad og blikket løftet. Som vågner tidligt i Saint-Tropez og går langs havnen, før yachterne ankommer, og dagen fyldes op – mens fiskerne stadig er der, lyset stadig er gyldent, og stedet stadig føles, som om det tilhører de mennesker, der er i det.

Det er den Côte d'Azur, jeg tænkte på, da denne kollektion tog form. Ikke den fra overskrifterne. Den nedenunder. Terrasserne. Eftermiddagene uden noget sted at skulle hen. Den helt særlige form for lethed, Sydfrankrig giver dig, når du lader det ske.

Denne kollektion begyndte med stykkerne selv. Og i dem så jeg med det samme en retning, jeg genkendte: den varme brune fra solbagte facader i Nice, gader, der dufter af lavendel og salt. Den dæmpede grønne fra bougainvillea, der vælder ud over gamle altaner. Den dybe lilla fra en solnedgang på Rivieraen. Den stille blå fra Middelhavet, før verden vågner. Det var ikke farver, jeg valgte ved et skrivebord. Det var farver, jeg fandt derude allerede, i stykkerne, sådan som Sydfrankrig bærer dem – uden at prøve, uden at annoncere det. Derfra var spørgsmålet, jeg blev ved med at stille mig selv: Hvem har hun brug for at være, i dette øjeblik? Hvad har hun, om end kortvarigt, tilladt sig selv at lægge til side? Navnet kom til sidst. Da jeg først havde forstået stemningen.

Til fotograferingen ville jeg have, at alt skulle føles som et sted, hun faktisk havde været i et stykke tid. En vintageradio på bordet. Et analogt kamera inden for rækkevidde. En paperback efterladt åben, midt i en tanke. Genstande fra en langsommere tid, der tilhører en kvinde, som kender forskellen på at have tid og at tage den.

Vi fotograferede med to kvinder. Fordi dette øjeblik ikke ser ens ud for alle – og det skal det heller ikke. Den ene finder det i stilheden. Den anden i bevægelsen. Begge fuldstændig til stede. Begge fuldstændig sig selv.

À La Riviera er ikke en invitation til at tage et sted hen. Det er en påmindelse om, at din flugt altid har været tilgængelig. I det rigtige stykke. I beslutningen om at bære det. I det øjeblik, hvor kort det end er, hvor alt andet kan vente.

Du fortjener det øjeblik. Oftere end du giver dig selv det.

Kærligst,

Sofia

Planlægger du en sommer på Rivieraen? Vi har samlet hele kystens dresscode i én guide: hvad man har på den franske riviera.